|
|
|
| |
En stærk tro - og megen sorg - ligger til grund for oprettelsen af Hansted Kloster (tidligere: Hansted Hospital) Hansted Kloster er en af landets 16 såkaldte borgerlige stiftelser, hvoraf de syv i øvrigt ligger i Århus Stift.
Fundatsen er underskrevet 12. maj 1705 af enkefruen på den nærliggende Hanstedgaard, Dorthea Hansdatter, hvis portræt hænger på væggen i hospitalets kirkesal. |
12. maj 1705 signerede hun sammen med justitsråd Oluf Krabbe og kancelliråd Nicilai Nissen en fundats, hvorved Hanstedgaard, 55 gårde, 23 huse og en række jorder og skove tillige med tiendeindtægterne fra Lundum og Hansted kirker samt fem kongetiender skulle sikre livets ophold for 24 "lemmer" på et såkaldt hospital i Hansted. Godkendelsen fra kong Frederik IV forelå 3. august 1705. |
|
| |
Dorthea Hansdatter - mistede mand og fire børn |
Første hospital i 1712
Dorthea Hansdatter blev "til stor glæde og velsignelse for mange mennesker" i Horsens de følgende år. Men hun nåede aldrig at se institutionen i Hansted opført. Hun døde 25. januar 1711, 53 år gammel, og blev begravet i Klosterkirken i Horsens.
Året efter stod det første Hansted Hospital færdigt vest for kirkegården. Hospitalslemmerne skulle være "slige personer, som er hus-arme, gamle og vanføre mennesker, hvor barmhjertighedsgerning kan kendes," som der står i fundatsen. |
|
| |
| Hun var præstedatter fra Gudbjerg på Sydøstfyn, og blev i 1680 gift med Horsens-købmanden Anders Jensen Tonboe. Han var en dygtig forretningsmand, som tjente store penge og opkøbte ejendomme og jord i byen og omegnen, blandt andet proprietærgården Hanstedgaard og senere patronatsretten til Hansted og Lundum kirker. |
Man læser også, at "alle hospitalslemmer, som noget med hænderne kunne arbejde eller forrette noget de andre til gode, skal tilholdes det godvilligen og gerne at gøre. Dersom de benægter, som de tilgavns kunne gøre, bør de at forvises fra hospitalet." Utaknemlighed og druk er også bortvisningsgrund. |
|
| |
| I 1696 forlod ægteparret bylivet og flyttede til Hanstedgaard. Forinden havde de mistet tre af deres børn, og sorgen berørte dem dybt. Samtidig var Anders Jensen Tonboes helbred langsomt blevet dårligere, så parret ønskede nu at "henleve resten af deres dage i rolighed på Hanstedgaard" sammen med deres eneste endnu levende søn. |
Tavlen der fortæller om opførelsen af det nye Kloster.
(Klik for at se tavlen i læsbar størrelse). |
|
| |
Manden og det sidste barn døde
Men Anders Jensen Tonboes tilstand forværredes snart, og 29. juli 1697 døde han, kun 49 år gammel, efter at have taget afsked med sin elskede Dorthea. Hun var knuget af sorg over ægtemandens død, men erkendte, at hun skulle leve sit liv videre på Hanstedgaard sammen med sønnen. Det blev på lånt tid. Få dage før julen 1704 døde hendes søn - og nu var Dorthea Hansdatter næsten slået ud. Hun søgte endnu mere trøst hos Gud end før. På Hanstedgaard magtede hun ikke at leve med minderne, så efter samråd med søskende og nære venner flyttede hun sommeren 1705 igen til Horsens, hvor hun stadig ejede ejendomme.
Fundats i 1705
Snart modnedes den plan, som hun og hendes mand havde haft om at skænke det meste af deres formue til hjælp for mennesker i nød. Tilskyndelsen var kommet fra børnenes død, men den religiøse strømning, som prægede tiden - pietismen, hvor kristne ikke bare skulle have den rette tro, men leve et kristent liv - pegede også i samme retning. |
I 1979 blev der gennemført en omfattende renovering til 10 mio. kr. - en meget stor post for den gamle stiftelse, og Hansted Hospital blev plejehjem, med plads til 42 beboere efter ombygningen. Af økonomiske grunde var det nødvendigt at samarbejde med Horsens Kommune, der overtog kommunen visitationen og betalte driftsudgifterne.
Fra april 1998 og til december 2001 havde Hansted Hospital centerfunktion for den nordlige del af Horsens Kommune.
Fundatsens ånd fastholdes
Efter en gennemgribende ombygning og modernisering genopstår Hansted Hospital som Hansted Kloster, med 18 smukke, rummelige, moderne boliger.
Men ånden fra Dorthea Hansdatters fundats fastholdes. Fællesskab er sammen med næstekærlighed den store fællesnævner for dette enestående bofællesskab. Og det er bestyrelsens og forstanderens ønske, at beboerne skal hjælpe hinanden i det omfang, de evner og naturligvis ønsker det. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
